Program til at sænke tempoet på et stykke musik
http://www.ronimusic.com/amsldowin.htm
tirsdag den 19. marts 2013
mandag den 11. marts 2013
El bas historie
Elbassen (også kaldet basguitaren) blev udviklet i 1951 af Leo Fender, som en slags forenkling af kontrabassen.
ABG
Den elektriske bas stemmes i kvarter som en kontrabas, men holdes som en guitar. Tonerne E A D G er en oktav dybere end de fire dybeste guitarstrenge. Der sidder under strengene pickupper som opfanger lyden. Derfra sendes den videre til en forstærker. Elbassenes funktion er, sammen med trommerne at lægge bunden i rytmisk musik. Der findes flere spilleteknikker, men den mest udbredte er at knipse strengene med pege og langefinger. En fordel ved den elektrisk bas er, at den kan spille højt og dermed ikke overdøves af f.eks trommer. Det var vigtigt for udviklingen af rockmusikken.
De fleste el-basser er forsynet med fire strenge og er stemt E A D G, men der findes andre varianter, man kan for eksempel stemme hele bassen en tone ned. I lighed med en almindelig guitar har en bas bånd, dvs halsen (gribebrættet) har inddelinger. Imidlertid kan man få en anden sound, hvis man spiller båndløs El-bas. En vigtigt eksponent for denne stil var Jaco Pastorious, som har været stilskabende. Båndløs bas har været vigtig i dansk jazz og rock med musikere som f.eks Bo Stief og Michael Friis. Der produceres basser i Danmark af blandet andet Johnny Mørch, som er internationalt anerkendt.
Musikalske Genrer
Mange genrer i den rytmiske musik har sit særpræg netop ved at bassen bruges på en særlig måde. Bas og trommer kan tilsammen angive en særlig betoning og rytmik, bassen er også bindeleddet mellem trommerne og resten er bandet, den holder også grundrytmen. I Funk er elbassen ofte langt fremme i lydbilledet og særligt i Funk er der brugt en speciel teknik at spille med der kaldes Slap, mens den i meget rockmusik er mere tilbagetrukket, og ikke lige så lys som i Funk. I rock og metal er bassen dyb og gerne lidt langsom. Visse rockbassister mener at "less is more" dvs. at forholdsvis få og simple musikalske virkemidler er vigtige. Bassens samarbejde med trommeslageren er vigtigt uanset genre. Lyt f.eks til Pink Floyds "Money", der skifter taktart og har bassen som vigtigt instrument.
Varianter
Der findes også både fem- og seksstrengede basguitarer. Den femstrengede bas er normalt stemt i kvarter dvs. H E A D G, og den seksstrengede H E A D G C. Yderligere findes der 8-, 10- og 12-strengede basser som har hver streng en ekstra streng stemt en oktav over den tilhørende. Kan sammelignes med den 12-strengede guitar. Det skal også nævnes at enkelte producenter tilbyder syvstrengede (stemmer F# H E A D G C) og nistrengede basser (stemmer F# H E A D G C F B), men disse er ikke så udbredte. Der findes også elbasser med kun to strenge, hvilket bl.a. bassisten i det danske band D-A-D altid bruger.
Udvalgte modeller
El-basser produceres af mange forskellige fabrikanter, der hver laver flere forskellige modeller. Nogle af disse modeller har deres egen artikel på Wikipedia:
Fender Jazz Bass
Fender Precision Bass
Gibson Thunderbird
Celinder
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:
El-bas
- Posted using BlogPress from my iPhone
ABG
Den elektriske bas stemmes i kvarter som en kontrabas, men holdes som en guitar. Tonerne E A D G er en oktav dybere end de fire dybeste guitarstrenge. Der sidder under strengene pickupper som opfanger lyden. Derfra sendes den videre til en forstærker. Elbassenes funktion er, sammen med trommerne at lægge bunden i rytmisk musik. Der findes flere spilleteknikker, men den mest udbredte er at knipse strengene med pege og langefinger. En fordel ved den elektrisk bas er, at den kan spille højt og dermed ikke overdøves af f.eks trommer. Det var vigtigt for udviklingen af rockmusikken.
De fleste el-basser er forsynet med fire strenge og er stemt E A D G, men der findes andre varianter, man kan for eksempel stemme hele bassen en tone ned. I lighed med en almindelig guitar har en bas bånd, dvs halsen (gribebrættet) har inddelinger. Imidlertid kan man få en anden sound, hvis man spiller båndløs El-bas. En vigtigt eksponent for denne stil var Jaco Pastorious, som har været stilskabende. Båndløs bas har været vigtig i dansk jazz og rock med musikere som f.eks Bo Stief og Michael Friis. Der produceres basser i Danmark af blandet andet Johnny Mørch, som er internationalt anerkendt.
Musikalske Genrer
Mange genrer i den rytmiske musik har sit særpræg netop ved at bassen bruges på en særlig måde. Bas og trommer kan tilsammen angive en særlig betoning og rytmik, bassen er også bindeleddet mellem trommerne og resten er bandet, den holder også grundrytmen. I Funk er elbassen ofte langt fremme i lydbilledet og særligt i Funk er der brugt en speciel teknik at spille med der kaldes Slap, mens den i meget rockmusik er mere tilbagetrukket, og ikke lige så lys som i Funk. I rock og metal er bassen dyb og gerne lidt langsom. Visse rockbassister mener at "less is more" dvs. at forholdsvis få og simple musikalske virkemidler er vigtige. Bassens samarbejde med trommeslageren er vigtigt uanset genre. Lyt f.eks til Pink Floyds "Money", der skifter taktart og har bassen som vigtigt instrument.
Varianter
Der findes også både fem- og seksstrengede basguitarer. Den femstrengede bas er normalt stemt i kvarter dvs. H E A D G, og den seksstrengede H E A D G C. Yderligere findes der 8-, 10- og 12-strengede basser som har hver streng en ekstra streng stemt en oktav over den tilhørende. Kan sammelignes med den 12-strengede guitar. Det skal også nævnes at enkelte producenter tilbyder syvstrengede (stemmer F# H E A D G C) og nistrengede basser (stemmer F# H E A D G C F B), men disse er ikke så udbredte. Der findes også elbasser med kun to strenge, hvilket bl.a. bassisten i det danske band D-A-D altid bruger.
Udvalgte modeller
El-basser produceres af mange forskellige fabrikanter, der hver laver flere forskellige modeller. Nogle af disse modeller har deres egen artikel på Wikipedia:
Fender Jazz Bass
Fender Precision Bass
Gibson Thunderbird
Celinder
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:
El-bas
- Posted using BlogPress from my iPhone
El guitarens historie
En elektrisk guitar er en guitar der imodsætning til en akustisk guitar ikke selv frembringer lyden. Vibrationerne fra strengene bliver opfanget af pick-up's, og sendes gennem en forstærker for at frembringe lyden. El-guitaren bliver ofte bragt i sammenhæng med rock, heraf udtrykket rock-guitar.
Historie
Den elektriske guitar blev opfundet af Adolf Rickenbacker i samarbejde med George Beauchamp og Paul Berth i 1931. Humbucker-pick-uppen blev opfundet af Seth Lover fra Gibson.[1] Mange betegner dog Les Paul som den egentlige opfinder af den elektriske guitar, da hans udgave var en mere gennemarbejdet og bedre guitar i forhold til tidligere udgaver. Hans idé var oprindeligt at sætte noget af mekanismen fra en pladespiller til guitaren, og derefter sætte den til en forstærker.
Den første el-guitar blev taget i brug af Charlie Christian, som spillede for Benny Goodman. Han koblede i 1939 en mikrofon til guitaren og lod lyden komme ud igennem en forstærker. Det første hit med den elektriske guitar er country-westernnummeret "Guitar Boogie" (1945) af Arthur Smith (med øgenavnet "Fingers"). I Danmark indspillede Kai Ewans i august 1937 en elektrisk guitar på nummeret "On the silver sands of Waikiki" Tono X 5036 matr. 606.
Konstruktion
En elektrisk guitar består af en guitarkrop, et gribebræt og på enden af gribebrættet sidder et antal fingerskruer man bruger til at stemme guitaren. En elektrisk guitar har 6, 7, 8 eller 12 strenge. Det træ guitaren består af har en indflydelse på hvordan lyden bliver, men det er hovedsagligt kvaliteten af pick-up'erne, der er bestemmende. Pick-up'erne opfanger vibrationerne fra strengene og sender dem ud af udgangen, der kan tilsluttes en forstærker og/eller effekter.
Effekter
Med en elektrisk guitar er det muligt at tilslutte nogle effekt-processorer, typisk i form af pedaler. Pedalerne sættes mellem guitaren og forstærkeren, hvorefter man kan aktivere dem med foden. Der findes et utal af effekter heriblandt:
Distortion
Overdrive
Wah Wah
Ekko eller Reverb
Delay
Phaser
Flanger
Compressor
Pitch Shift
Chorus
Vibrato
Tremolo
Fuzz
Auto-Wah
Boost - diskant/bas/mellemtone
I genrer som Rock og især i undergenren Heavy Metal bruges der ofte distortion eller overdrive-effekter.
Pick-Ups
En pick-up er som nævnt den enhed, der opfanger vibrationerne fra strengene og sender dem ud til forstærkeren. Normalt sidder der 2 eller 3 pick-up'er på en elektrisk guitar. Det er som regel muligt at vælge hvilke af pick-up'erne, der skal optage lyd, og ved at vælge hvilken af dem, der anvendes, kan man skabe en lysere eller mørkere lyd. Der findes grundlæggende tre typer pickup'er:
Singlecoil
Doublecoil (eller humbucker)
Piezo-pickup
Singlecoil-pickup'en er den simpleste pickup, og består blot af et antal spoler med jernkerne, som vha. induktion opfanger lyden fra strengene. Doublecoil-pickupen er mere kompliceret, men den har fået navnet humbucker på grund af dens støjdæmpende egenskaber. Piezopickup'en virker ved at der sidder et meget lille piezokrystal og opfanger vibrationerne i kroppen. De fleste pick-up's er passive, men der findes også aktive pick-up's som bruger batteri typisk placeret inde i guitaren. Aktive pick-up's larmer ikke som passive pick-up's gør, da de ikke behøver jordforbindelse og der kan ikke forkomme magnetisk støj.
Fabrikanter
Herunder er de mest udbredte fabrikanter af elektriske guitarer.
Fender
ESP
Ibanez
Gibson
Peavey
Anvendelse
Den elektriske guitar var fra starten af en revolution, da den åbnede et væld af muligheder for guitaristen i forhold til den konventionelle guitar. Mange musikgenrer tog hurtigt den elektriske guitar til sig, og den blev en vigtig del af musikken. Op gennem 60'erne og 70'erne brugte bl.a. Jimi Hendrix, Jimmy Page, David Gilmour og mange andre den elektriske guitar til at skabe deres egen helt specielle lyd.
Guitarsoloen hænger for mange tæt sammen med den elektriske guitar, og mange teknikker til netop guitarsoloer er opfundet specifikt til den elektriske guitar. Eksempelvis er teknikker som hammer-on, pull-off, slide mfl. ofte brugt i guitarsoloer.
Se også
El-bas
Stratocaster
Guitar
Moodswinger
Kilder
↑
- Posted using BlogPress from my iPhone
Historie
Den elektriske guitar blev opfundet af Adolf Rickenbacker i samarbejde med George Beauchamp og Paul Berth i 1931. Humbucker-pick-uppen blev opfundet af Seth Lover fra Gibson.[1] Mange betegner dog Les Paul som den egentlige opfinder af den elektriske guitar, da hans udgave var en mere gennemarbejdet og bedre guitar i forhold til tidligere udgaver. Hans idé var oprindeligt at sætte noget af mekanismen fra en pladespiller til guitaren, og derefter sætte den til en forstærker.
Den første el-guitar blev taget i brug af Charlie Christian, som spillede for Benny Goodman. Han koblede i 1939 en mikrofon til guitaren og lod lyden komme ud igennem en forstærker. Det første hit med den elektriske guitar er country-westernnummeret "Guitar Boogie" (1945) af Arthur Smith (med øgenavnet "Fingers"). I Danmark indspillede Kai Ewans i august 1937 en elektrisk guitar på nummeret "On the silver sands of Waikiki" Tono X 5036 matr. 606.
Konstruktion
En elektrisk guitar består af en guitarkrop, et gribebræt og på enden af gribebrættet sidder et antal fingerskruer man bruger til at stemme guitaren. En elektrisk guitar har 6, 7, 8 eller 12 strenge. Det træ guitaren består af har en indflydelse på hvordan lyden bliver, men det er hovedsagligt kvaliteten af pick-up'erne, der er bestemmende. Pick-up'erne opfanger vibrationerne fra strengene og sender dem ud af udgangen, der kan tilsluttes en forstærker og/eller effekter.
Effekter
Med en elektrisk guitar er det muligt at tilslutte nogle effekt-processorer, typisk i form af pedaler. Pedalerne sættes mellem guitaren og forstærkeren, hvorefter man kan aktivere dem med foden. Der findes et utal af effekter heriblandt:
Distortion
Overdrive
Wah Wah
Ekko eller Reverb
Delay
Phaser
Flanger
Compressor
Pitch Shift
Chorus
Vibrato
Tremolo
Fuzz
Auto-Wah
Boost - diskant/bas/mellemtone
I genrer som Rock og især i undergenren Heavy Metal bruges der ofte distortion eller overdrive-effekter.
Pick-Ups
En pick-up er som nævnt den enhed, der opfanger vibrationerne fra strengene og sender dem ud til forstærkeren. Normalt sidder der 2 eller 3 pick-up'er på en elektrisk guitar. Det er som regel muligt at vælge hvilke af pick-up'erne, der skal optage lyd, og ved at vælge hvilken af dem, der anvendes, kan man skabe en lysere eller mørkere lyd. Der findes grundlæggende tre typer pickup'er:
Singlecoil
Doublecoil (eller humbucker)
Piezo-pickup
Singlecoil-pickup'en er den simpleste pickup, og består blot af et antal spoler med jernkerne, som vha. induktion opfanger lyden fra strengene. Doublecoil-pickupen er mere kompliceret, men den har fået navnet humbucker på grund af dens støjdæmpende egenskaber. Piezopickup'en virker ved at der sidder et meget lille piezokrystal og opfanger vibrationerne i kroppen. De fleste pick-up's er passive, men der findes også aktive pick-up's som bruger batteri typisk placeret inde i guitaren. Aktive pick-up's larmer ikke som passive pick-up's gør, da de ikke behøver jordforbindelse og der kan ikke forkomme magnetisk støj.
Fabrikanter
Herunder er de mest udbredte fabrikanter af elektriske guitarer.
Fender
ESP
Ibanez
Gibson
Peavey
Anvendelse
Den elektriske guitar var fra starten af en revolution, da den åbnede et væld af muligheder for guitaristen i forhold til den konventionelle guitar. Mange musikgenrer tog hurtigt den elektriske guitar til sig, og den blev en vigtig del af musikken. Op gennem 60'erne og 70'erne brugte bl.a. Jimi Hendrix, Jimmy Page, David Gilmour og mange andre den elektriske guitar til at skabe deres egen helt specielle lyd.
Guitarsoloen hænger for mange tæt sammen med den elektriske guitar, og mange teknikker til netop guitarsoloer er opfundet specifikt til den elektriske guitar. Eksempelvis er teknikker som hammer-on, pull-off, slide mfl. ofte brugt i guitarsoloer.
Se også
El-bas
Stratocaster
Guitar
Moodswinger
Kilder
↑
- Posted using BlogPress from my iPhone
Guitarens historie
Guitaren er et knipset strengeinstrument normalt med seks strenge, men fire, syv, otte , ti eller 12 (dobbeltkor) findes også. Den oprindelige form er akustisk, med en krop der danner resonansbund for strengenes vibrationer. Med elektronisk forstærkning har guitaren fundet stort set universal anvendelse og har dermed opnået en dominerende position indenfor de fleste genrer.
Guitaren er anerkendt som et vigtigt instrument i jazz, blues, bluegrass, rock og popmusik, men også kompositionsmusikken har en væsentlig tradition for guitaren som afløser for lutten i populær og dansemusik, senere salonmusik for endeligt at blive introduceret som soloinstrument i begyndelsen af 1900-tallet af Andrés Segovia.
Guitaren består af en krop, en hals og et hoved. Strengene er udspændt imellem krop og hoved over stolen, som er placeret på kroppen, og sadlen, der befinder sig imellem hals og hoved. Med de normale seks strenge kan der frembringes op til seks toner ad gangen, og tonehøjden bestemmes (på en almindelig højrehåndet guitar) ved venstre hånds fingres placering op ad de metalbånd halsen er udstyret med.
De fleste guitarer er fremstillet af forskellige træsorter med strenge af nylon eller stål. Den vigtigste del af den akustiske guitar er dækket, der som regel er fremstillet af gran. De øvrige dele er mere eller mindre dekorative, men f.eks. skal gribebrædtet være slidstærkt, og derfor vælger man ofte palisander. På den elektriske guitar er det tilsvarende kvaliteten af pick-upperne der spiller en afgørende rolle.
Historie
Guitarens historie har rødder tilbage til mindst 2.000 år. f.kr.[1] Der findes figurer fra Egypten som forestiller kvinder, der spiller på guitarlignende instrumenter.
Betegnelsen "guitar" kommer muligvis fra Spanien eller fra det persiske ord "Gui-Tar" det betyder "Halvcirkel og strenge."[1] Det kan også stamme fra det differentierede arabiske ord "Qitara" der var navnet på et instrument, der blev bragt til Spanien i det 10. århundrede[Kilde mangler].
Den første gang guitaren optræder i historie på skrift er i 1500-tallet.[2]
Den elektriske guitar blev opfundet af Adolf Rickenbacker i samarbejde med George Beauchamp og Paul Berth i 1931. Humbucker-pick-uppen blev opfundet af Seth Lover fra Gibson.[3]
Konstruktion
Hals
Guitarens hals (en: neck, es: mastil) består af to dele. Den ene del er det bærende stykke træ, der forbinder kroppen med hovedet. Denne del skal optage kræfterne fra strengene, men må ikke være for tung. Det er vigtigt, at halsen er stabil, så man ikke skal stemme guitaren om hele tiden. Derfor benyttes en let, men stærk træsort, f.eks. cedertræ.
Den anden del af halsen er et hårdt træstykke kaldet gribebrættet (en: fingerboard, fretboard, es: diapasón), der er limet på forsiden af det bærende stykke. Under spillet trykkes strengene ned mod gribebrættet, hvilket giver et stort slid. Derfor vælges her en slidstærk træsort som ibenholt eller palisander.
Gribebrættet er forsynet med tværgående metalbånd (en: frets, es: trastes).
På klassiske guitarer og flamencoguitarer er halsen tappet på kroppen. På dette sted går halsen helt tilbage til guitarens ryg i det træstykke, der kaldes hælen (en: heel, es: tacón). Halsens længde og placering er normal tilpasset, så 12. bånd flugter med kroppens yderside.
På andre guitartyper kan man finde andre metoder til fastgørelse af halsen:
Bolt-on
Neck-thru-body
Krop
Vigtigheden af guitarkroppens konstruktion afhænger af, om man har med en elektrisk eller akustisk guitar at gøre. Den akustiske guitar behøver det store resonanskammer, fordi det er her lyden bliver underbygget og forstærket. Men på en elektrisk guitar foregår opfangelse af lyden, og eventuel forstærkelse, via pick-up'erne og forstærkeren. Træmaterialet har omend indflydelse på både akustiske og elektrisk lyd, og fælles for begge typer er også at deres sustain afhænger af bl.a. materiale og måden hvorpå gribebrættet er sat fast på kroppen.
Notationer
Noder
Akkorder
Tabulatur eller tabs
Toneomfang & stemning
Toner
En tone på en guitar bestemmes ud fra strengens relative længde. Det betyder, at i det du trykker strengen ned i et bånd på guitaren "forkortes" længden og tonen bliver lysere. Strengene er i forvejen spændt op mellem guitarkroppen og op langs gribebrættet. Hvor kraftigt de er stramt op er bestemmende for hvad tone strengen er stemt i. Har du en streng, der er stemt i tonen E, og trykker en finger ned i bånd to, ændres den relative længde af strengen og tonen bliver til F#.
Stemning
Uddybende artikel: Guitarstemning.
Guitaren stemmes normalt i tonerne
E, A, D, G, H, e
fra henholdsvis dybeste streng til den lyseste.
I praksis tager man udgangspunkt i A-strengen som stemmes efter en stemmegaffel eller fløjte. De øvrige strenge stemmes ud fra denne ved at sammenligne først E-strengen med en finger i 5. bånd osv.
En anden, mere præcis metode, er flageolet-stemning, der har den fordel at begge strenge kan klinge imens der justeres. Flageoletter på E-strengen, 5. bånd og A-strengen 7. bånd skal fx give samme tone.
For begynderen findes også fløjter og elektroniske instrumenter (tunere), der direkte giver de seks toner og endda visuelt kan indikere om en streng skal stemmes op eller ned. Man kan oftest indstille tunere til at stemme efter frekvens, hvoraf 440 Hz svarer til kammertonen A.
Alternative stemninger
Som standard stemmes en guitar i E-A-D-G-B-e, hvilket skal læses fra den højeste/nederste streng og opefter. Men eftersom alle strengene kan stemmes i, i alt, 12 forskellige toner (inkl. #- og b-toner) findes der en lang række. Herunder følger en liste over udbredte alternative måder at stemme sin guitar på.
Baritone
D mol
DADGAD (også kaldt Drop DD)
Drop C
Drop D
Eb
Open D
Open E
Der findes naturligvis mange flere, og nogle går også under andre navne.
Teknikker
Der findes en del guitarteknikker. Disse bruges til at "krydre" den sang man spiller og når de bruges rigtigt, kan de lyde som meget andet end en guitar. Nogle af de mest almindelige teknikker er:
Palm Muting
Bend
Hammer on
Pull-off
Slide
Plekter
Man kan bruge et plekter til at frembringe en klarere og kraftigere lyd, end fingrene. Plektre findes i mange forskellige tykkelser fra typisk ca. 0,5 millimeter til 1 millimeter – men kan også findes med både mindre og større tykkelse. Valg af plekter og tykkelse er en smagssag.
Akustisk guitar
Hovedartikel: Akustisk guitar.
Western guitar - Martin og Co.jpg
Akustiske guitarer består af et hulrum, resonanskammeret. Uden dette hulrum ville der næsten ikke fremkomme nogen lyd ved anslag af en streng. Hele dette område kaldes for guitarens krop. Både det træ den er fremstillet af og formen har indflydelse på lyden. Der findes to typer akustisk guitar: klassiske guitarer er kortere, har et bredere gribebræt, og nylon-strenge, hvorimod en western guitar er lidt længere, har et tyndere gribebræt, og benytter strenge af stål eller andet metal. Den lange "arm" guitaren har på kroppen kaldes gribebrættet. Ude i enden af gribebrættet er typisk seks stemmeskruer.
Halvakustisk guitar
Halvakustisk guitar - Hagstrøm Viking
En halvakustisk, eller hollow-body guitar kan ligesom en elektrisk guitar sættes til forstærker, men har også ligesom en akustisk guitar et hulrum til at forstærke lyden, så den også kan høres uden forstærker sat til. Den har sin fordel ved at lyden har mere sustain, hvilket betyder at tonen holder længere. De halvakustiske guitarer er for det meste noget tungere end de normale elektriske guitarer, men til trods for at de er halvakustiske guitarer giver de ikke nogen dårligere lyd end akustiske eller elektriske guitarer, der er det kvaliteten det kommer an på.
Elektrisk guitar
Uddybende artikel: Elektrisk guitar.
Fender Stratocaster, populær elektrisk guitar
En elektrisk guitar har i modsætning til den akustiske guitar ikke "brug" for det hulrum der frembringer lyden. På en elektrisk guitar sidder der gerne 1-3 pick-up'er, der opfanger vibrationerne for strengene og sender disse ud til en forstærker, der på den måde kan forstærke lyden. Mange elektriske guitarer har en omskifter til at vælge pick-up, da de hver især lyder forskelligt. Guitarens opbygning er bortset fra det grundlæggende det samme. Ligesom ved den akustiske guitar har det træ, guitaren er bygget af, også en lille indflydelse på lydens kvalitet. Mange mener dog, at træsorten som bliver brugt i gribebrædtet, hvor man placerer fingrene, har en indflydelse på hvordan det føles at spille på. Der bliver ofte brugt sorter som f.eks. kirsebær, ahorn eller ibenholt.
Mange vælger også, at forvrænge lyden på en elektrisk guitar ved hjælp af en distortion effekt-pedal, der får lyden til, at "knase"/forvrænge. Dette er meget bredt anvendt i rock og heavy metal. Udover distortion findes der et stort antal effekter til elguitarer, f.eks. reverb (rumklang), delay (ekko), phaser (lyden bevæger sig i "cirkler"), chorus (lyden modulerer i et lille interval mellem stemt og ustemt), wah-wah (som gengiver et vokalagtig svingende tone, kontrolleret med en fodpedal – gjort populær af bl.a. Jimi Hendrix), flanger (snurrende rå lyd, som et lettende fly) m.fl. De findes ofte i form af små pedaler som sættes mellem guitaren og forstærkeren, og får strøm fra enten et batteri eller en strømforsyning. Effekterne skal naturligvis høres for den fulde forståelse. Brugen af effekter startede i den analoge tidsalder. Med de digitale muligheder er antallet øget betragteligt. Nogle musikere anvender helst analoge effekter med den overbevisning at de digitale "stjæler" sounden.
Resonator Guitar
En dobro (resonator guitar) er en guitar med en kegleformet resonator, der forstærker lyden meget. Resonatoren er en letmetalkegle som sidder inde i guitaren, den har samme form som membranen på en højttaler. Den omtales nogle gange som "hjulkapsel" grundet den runde metalplade der sættes udenpå resonator keglen. Strengene hviler på et leje så både guitarens krop og resonatorkeglen svinger med når en streng ansloåes. Den udvikledes af de Slovakisk-Amerikanske brødre Dopyera omkring starten af det 20. århundrede med henblik på især jazz og gademusikere. Allerede tidligt var den populær blandt bluesmusikere, der brugte et rør af glas eller metal til at holde tonerne på strengene i stedet for fingrene, kaldet slide guitar. Historisk set henvendte dette instrument sig til banjospillere, som kunne få et instrument med høj volumen og lidt mere avancerede muligheder hvad angår harmonik. Man kan med en vis ret kalde Dobroen for en forløber for den elektrisk guitar
Fabrikanter
Der findes en del guitarfabrikanter, men enkelte skiller sig ud. Nogle af de mere kendte er:
Fender
Gibson
Epiphone
ESP
Ibanez
Gretsch
Signature Models
Til ære for de største guitarister fremstiller de fleste større fabrikanter såkaldte signature modeller. Disse har som regel et specielt design og/eller nogle specielle specifikationer, ofte efter guitaristens eget ønske. Signature models er udbredte blandt fans, men bruges som regel også af kunstneren selv og nogle gange også af andre kunstnere.
Se også
Søsterprojekter med yderligere information:
Kategorien "Guitars" på Wikimedia Commons
Opslag i Wikiordbogen
- Posted using BlogPress from my iPhone
Guitaren er anerkendt som et vigtigt instrument i jazz, blues, bluegrass, rock og popmusik, men også kompositionsmusikken har en væsentlig tradition for guitaren som afløser for lutten i populær og dansemusik, senere salonmusik for endeligt at blive introduceret som soloinstrument i begyndelsen af 1900-tallet af Andrés Segovia.
Guitaren består af en krop, en hals og et hoved. Strengene er udspændt imellem krop og hoved over stolen, som er placeret på kroppen, og sadlen, der befinder sig imellem hals og hoved. Med de normale seks strenge kan der frembringes op til seks toner ad gangen, og tonehøjden bestemmes (på en almindelig højrehåndet guitar) ved venstre hånds fingres placering op ad de metalbånd halsen er udstyret med.
De fleste guitarer er fremstillet af forskellige træsorter med strenge af nylon eller stål. Den vigtigste del af den akustiske guitar er dækket, der som regel er fremstillet af gran. De øvrige dele er mere eller mindre dekorative, men f.eks. skal gribebrædtet være slidstærkt, og derfor vælger man ofte palisander. På den elektriske guitar er det tilsvarende kvaliteten af pick-upperne der spiller en afgørende rolle.
Historie
Guitarens historie har rødder tilbage til mindst 2.000 år. f.kr.[1] Der findes figurer fra Egypten som forestiller kvinder, der spiller på guitarlignende instrumenter.
Betegnelsen "guitar" kommer muligvis fra Spanien eller fra det persiske ord "Gui-Tar" det betyder "Halvcirkel og strenge."[1] Det kan også stamme fra det differentierede arabiske ord "Qitara" der var navnet på et instrument, der blev bragt til Spanien i det 10. århundrede[Kilde mangler].
Den første gang guitaren optræder i historie på skrift er i 1500-tallet.[2]
Den elektriske guitar blev opfundet af Adolf Rickenbacker i samarbejde med George Beauchamp og Paul Berth i 1931. Humbucker-pick-uppen blev opfundet af Seth Lover fra Gibson.[3]
Konstruktion
Hals
Guitarens hals (en: neck, es: mastil) består af to dele. Den ene del er det bærende stykke træ, der forbinder kroppen med hovedet. Denne del skal optage kræfterne fra strengene, men må ikke være for tung. Det er vigtigt, at halsen er stabil, så man ikke skal stemme guitaren om hele tiden. Derfor benyttes en let, men stærk træsort, f.eks. cedertræ.
Den anden del af halsen er et hårdt træstykke kaldet gribebrættet (en: fingerboard, fretboard, es: diapasón), der er limet på forsiden af det bærende stykke. Under spillet trykkes strengene ned mod gribebrættet, hvilket giver et stort slid. Derfor vælges her en slidstærk træsort som ibenholt eller palisander.
Gribebrættet er forsynet med tværgående metalbånd (en: frets, es: trastes).
På klassiske guitarer og flamencoguitarer er halsen tappet på kroppen. På dette sted går halsen helt tilbage til guitarens ryg i det træstykke, der kaldes hælen (en: heel, es: tacón). Halsens længde og placering er normal tilpasset, så 12. bånd flugter med kroppens yderside.
På andre guitartyper kan man finde andre metoder til fastgørelse af halsen:
Bolt-on
Neck-thru-body
Krop
Vigtigheden af guitarkroppens konstruktion afhænger af, om man har med en elektrisk eller akustisk guitar at gøre. Den akustiske guitar behøver det store resonanskammer, fordi det er her lyden bliver underbygget og forstærket. Men på en elektrisk guitar foregår opfangelse af lyden, og eventuel forstærkelse, via pick-up'erne og forstærkeren. Træmaterialet har omend indflydelse på både akustiske og elektrisk lyd, og fælles for begge typer er også at deres sustain afhænger af bl.a. materiale og måden hvorpå gribebrættet er sat fast på kroppen.
Notationer
Noder
Akkorder
Tabulatur eller tabs
Toneomfang & stemning
Toner
En tone på en guitar bestemmes ud fra strengens relative længde. Det betyder, at i det du trykker strengen ned i et bånd på guitaren "forkortes" længden og tonen bliver lysere. Strengene er i forvejen spændt op mellem guitarkroppen og op langs gribebrættet. Hvor kraftigt de er stramt op er bestemmende for hvad tone strengen er stemt i. Har du en streng, der er stemt i tonen E, og trykker en finger ned i bånd to, ændres den relative længde af strengen og tonen bliver til F#.
Stemning
Uddybende artikel: Guitarstemning.
Guitaren stemmes normalt i tonerne
E, A, D, G, H, e
fra henholdsvis dybeste streng til den lyseste.
I praksis tager man udgangspunkt i A-strengen som stemmes efter en stemmegaffel eller fløjte. De øvrige strenge stemmes ud fra denne ved at sammenligne først E-strengen med en finger i 5. bånd osv.
En anden, mere præcis metode, er flageolet-stemning, der har den fordel at begge strenge kan klinge imens der justeres. Flageoletter på E-strengen, 5. bånd og A-strengen 7. bånd skal fx give samme tone.
For begynderen findes også fløjter og elektroniske instrumenter (tunere), der direkte giver de seks toner og endda visuelt kan indikere om en streng skal stemmes op eller ned. Man kan oftest indstille tunere til at stemme efter frekvens, hvoraf 440 Hz svarer til kammertonen A.
Alternative stemninger
Som standard stemmes en guitar i E-A-D-G-B-e, hvilket skal læses fra den højeste/nederste streng og opefter. Men eftersom alle strengene kan stemmes i, i alt, 12 forskellige toner (inkl. #- og b-toner) findes der en lang række. Herunder følger en liste over udbredte alternative måder at stemme sin guitar på.
Baritone
D mol
DADGAD (også kaldt Drop DD)
Drop C
Drop D
Eb
Open D
Open E
Der findes naturligvis mange flere, og nogle går også under andre navne.
Teknikker
Der findes en del guitarteknikker. Disse bruges til at "krydre" den sang man spiller og når de bruges rigtigt, kan de lyde som meget andet end en guitar. Nogle af de mest almindelige teknikker er:
Palm Muting
Bend
Hammer on
Pull-off
Slide
Plekter
Man kan bruge et plekter til at frembringe en klarere og kraftigere lyd, end fingrene. Plektre findes i mange forskellige tykkelser fra typisk ca. 0,5 millimeter til 1 millimeter – men kan også findes med både mindre og større tykkelse. Valg af plekter og tykkelse er en smagssag.
Akustisk guitar
Hovedartikel: Akustisk guitar.
Western guitar - Martin og Co.jpg
Akustiske guitarer består af et hulrum, resonanskammeret. Uden dette hulrum ville der næsten ikke fremkomme nogen lyd ved anslag af en streng. Hele dette område kaldes for guitarens krop. Både det træ den er fremstillet af og formen har indflydelse på lyden. Der findes to typer akustisk guitar: klassiske guitarer er kortere, har et bredere gribebræt, og nylon-strenge, hvorimod en western guitar er lidt længere, har et tyndere gribebræt, og benytter strenge af stål eller andet metal. Den lange "arm" guitaren har på kroppen kaldes gribebrættet. Ude i enden af gribebrættet er typisk seks stemmeskruer.
Halvakustisk guitar
Halvakustisk guitar - Hagstrøm Viking
En halvakustisk, eller hollow-body guitar kan ligesom en elektrisk guitar sættes til forstærker, men har også ligesom en akustisk guitar et hulrum til at forstærke lyden, så den også kan høres uden forstærker sat til. Den har sin fordel ved at lyden har mere sustain, hvilket betyder at tonen holder længere. De halvakustiske guitarer er for det meste noget tungere end de normale elektriske guitarer, men til trods for at de er halvakustiske guitarer giver de ikke nogen dårligere lyd end akustiske eller elektriske guitarer, der er det kvaliteten det kommer an på.
Elektrisk guitar
Uddybende artikel: Elektrisk guitar.
Fender Stratocaster, populær elektrisk guitar
En elektrisk guitar har i modsætning til den akustiske guitar ikke "brug" for det hulrum der frembringer lyden. På en elektrisk guitar sidder der gerne 1-3 pick-up'er, der opfanger vibrationerne for strengene og sender disse ud til en forstærker, der på den måde kan forstærke lyden. Mange elektriske guitarer har en omskifter til at vælge pick-up, da de hver især lyder forskelligt. Guitarens opbygning er bortset fra det grundlæggende det samme. Ligesom ved den akustiske guitar har det træ, guitaren er bygget af, også en lille indflydelse på lydens kvalitet. Mange mener dog, at træsorten som bliver brugt i gribebrædtet, hvor man placerer fingrene, har en indflydelse på hvordan det føles at spille på. Der bliver ofte brugt sorter som f.eks. kirsebær, ahorn eller ibenholt.
Mange vælger også, at forvrænge lyden på en elektrisk guitar ved hjælp af en distortion effekt-pedal, der får lyden til, at "knase"/forvrænge. Dette er meget bredt anvendt i rock og heavy metal. Udover distortion findes der et stort antal effekter til elguitarer, f.eks. reverb (rumklang), delay (ekko), phaser (lyden bevæger sig i "cirkler"), chorus (lyden modulerer i et lille interval mellem stemt og ustemt), wah-wah (som gengiver et vokalagtig svingende tone, kontrolleret med en fodpedal – gjort populær af bl.a. Jimi Hendrix), flanger (snurrende rå lyd, som et lettende fly) m.fl. De findes ofte i form af små pedaler som sættes mellem guitaren og forstærkeren, og får strøm fra enten et batteri eller en strømforsyning. Effekterne skal naturligvis høres for den fulde forståelse. Brugen af effekter startede i den analoge tidsalder. Med de digitale muligheder er antallet øget betragteligt. Nogle musikere anvender helst analoge effekter med den overbevisning at de digitale "stjæler" sounden.
Resonator Guitar
En dobro (resonator guitar) er en guitar med en kegleformet resonator, der forstærker lyden meget. Resonatoren er en letmetalkegle som sidder inde i guitaren, den har samme form som membranen på en højttaler. Den omtales nogle gange som "hjulkapsel" grundet den runde metalplade der sættes udenpå resonator keglen. Strengene hviler på et leje så både guitarens krop og resonatorkeglen svinger med når en streng ansloåes. Den udvikledes af de Slovakisk-Amerikanske brødre Dopyera omkring starten af det 20. århundrede med henblik på især jazz og gademusikere. Allerede tidligt var den populær blandt bluesmusikere, der brugte et rør af glas eller metal til at holde tonerne på strengene i stedet for fingrene, kaldet slide guitar. Historisk set henvendte dette instrument sig til banjospillere, som kunne få et instrument med høj volumen og lidt mere avancerede muligheder hvad angår harmonik. Man kan med en vis ret kalde Dobroen for en forløber for den elektrisk guitar
Fabrikanter
Der findes en del guitarfabrikanter, men enkelte skiller sig ud. Nogle af de mere kendte er:
Fender
Gibson
Epiphone
ESP
Ibanez
Gretsch
Signature Models
Til ære for de største guitarister fremstiller de fleste større fabrikanter såkaldte signature modeller. Disse har som regel et specielt design og/eller nogle specielle specifikationer, ofte efter guitaristens eget ønske. Signature models er udbredte blandt fans, men bruges som regel også af kunstneren selv og nogle gange også af andre kunstnere.
Se også
Søsterprojekter med yderligere information:
Kategorien "Guitars" på Wikimedia Commons
Opslag i Wikiordbogen
- Posted using BlogPress from my iPhone
Abonner på:
Opslag (Atom)